I oktober 2000 – efter mange år med intense opdateringer og spektakulære multimedieproduktioner – besluttede DTV’s ledelse at trække stikket og gå offline.
"Vi havde, som mange andre, følelsen af at internettet var toppet – alt var gjort,” fortæller Rasmus over en skrattende telefonlinje fra natklubben Le Mouton Coquin i Bruxelles og fortsætter "Det var tid til at kigge indad og finde inspiration til den næste opdatering." siger Peter under et forældremøde på Microsoft Teams.
Peter & Rasmus pakkede deres bedste badetøj og drog ud i verden på jagt efter inspiration. Deres rejse startede i Østen hvor de sammen med deres guru Lars Larsen søgte indad men efter en årrække ikke fandt særlig meget.

Derefter var der en periode fra 2003 til 2005 på ca. 5 år hvor de ikke helt vidste hvor de var. "Vi vidste ikke hvor vi var" fortæller Peter rystet og Rasmus fortsætter "Ja, og på et tidspunkt vidste vi heller ikke at vi ikke vidste hvor vi var. Hvilket var ok forvirrende". "Ja, det var ... ok forvirrende" afslutter Peter tørstigt.

Det var først da Svendborgensiske lystfiskere opdagede et fremmed fartøj med kurs mod den folkekære lokalrevy Rottefælden at verden skulle se noget til DTV's bagmænd igen.
"Ja, nu er vi tilbage, det var godt med en pause og vi er ok friske. Det virker ikke som om der er sket noget på internettet siden vi sidst var online ... og Oasis er ikke gået i opløsning. Nice!" råber Peter og Rasmus i munden på hinanden mens de hamre på tasterne for at færdiggøre DTV's første opdatering i 25 år.
